Verdensmålscertificering

Fredensborg Bibliotekerne opnåede i 2023 status som verdensmålscertificeret. Her er hvad det betyder for os og for dig.

Et verdensmålscertificeret bibliotek

Fredensborg Bibliotekerne blev i efteråret 2023 verdensmålscertificeret. Det betyder, at kommunens biblioteker lever op til en række krav og målsætninger i deres arbejde med FN’s 17 Verdensmål.

Verdensmålene blev vedtaget af FN’s medlemslande i 2015, og består af 17 mål og 169 delmål for en global bæredygtig udvikling. Målene handler om bl.a. bæredygtighed, ligestilling, biodiversitet, uddannelse, fattigdom, vandkvalitet, sundhed og meget andet.

Hvad betyder det at være et verdensmålscertificeret bibliotek?

Certificeringen varetages af Danmarks Biblioteksforening, netværket DB2030 og bæredygtighedsorganisationen Chora 2030. De stiller en række krav til bibliotekets praksisser og målsætninger. Bl.a. skal biblioteket have en strategi for at formidle og oplyse om verdensmålene, men også at verdensmålene tænkes ind i de interne praksisser på kommunens biblioteker. Bibliotekerne skal desuden have en strategi for at involvere lokalmiljøet og samarbejde med andre om at understøtte målene.

Hvad har vi gjort på Fredensborg Bibliotekerne?

Fredensborg Bibliotekerne har udarbejdet en treårig handleplan, hvor der både medtænkes oplysning og formidling, lokale samarbejder og interne praksisser. Bibliotekets medarbejdere har også udarbejdet et sæt ”Verdensmålsdogmer” for, hvordan vi internt arbejder med verdensmålene. Her var vi bl.a. haft fokus på affaldssortering og affaldsminimering, grønnere forplejning på personaledage, samkørsel m.m.

Bibliotekerne har i de senere år inviteret til foredrag og workshops om bæredygtig madlavning og tøjproduktion, fremtidens klima, biodiversitet og meget andet. Vi har også en grøn læseklub, der mødes om klimalitteratur, insekthoteller lavet af døde træstammer, litterære vandringer om ulighed og rigtig meget mere. Du kan finde kommende arrangementer og aktiviteter, der handler om verdensmålene under Det sker.

Vil du være med?

Fredensborg Bibliotekerne ser det som en afgørende og vigtig opgave at understøtte FN’s 17 Verdensmål. Vil du være med eller har du en god idé, så skriv til litteratur- og verdensmålsformidler Mathias Nielsen.