Artikel - Nyhed

Efterårsprogrammet er på gaden med spændende aktiviteter

Clement Kjersgaard, Kristian Leth, Mathilde Walter Clark og Jan Kjær er blandt de mange, der gæster Fredensborg bibliotekerne i efteråret

Af admin

Oplevelser, kultur, bøger, musik, film og meget mere. Programmet er propfyldt, og der er masser at gå på opdagelse i, når Fredensborg Bibliotekerne slår dørene op til efterårets mange arrangementer for store og små.

Fra august til december kan du møde nogle af landets mest spændende og aktuelle forfattere. 27. august lægger den prisvindende forfatter Mathilde Walter Clark vejen forbi Kokkedal, mens Kim Blæsbjerg, der i år har vundet De Gyldne Laurbær, besøger Fredensborg 25. september. Kristian Leth, Naja Marie Aidt, tre lokale debutanter og flere andre forfattere kigger også forbi kommunen i efteråret.

Også for børn og familier er der masser at se frem til: Youtuber og forfatter Niki Topgaard, Den Store Tryllenørd Søren Andersen, tegner og forfatter Jan Kjær, der står bag bl.a. Taynikma- og Nomerne-bøgerne, og mange andre besøger bibliotekerne.

Viden, film og fællesskab

Efteråret giver rig mulighed for at blive klogere på verden omkring os. Hør fx om det amerikanske præsidentvalg med Clement Kjersgaard, lær om bæredygtigt byggeri med Signe Wenneberg og tag med på en kulturhistorisk fodboldrejse med Morten Bruun. Børnefamilier kan lære om kroppen med DR’s ’Bamselæge’ Sandra Meinich Juhl, møde levende ugler og tage med på flagermus-tur i sensommerens aftenskumring.

Er du til film, så vises der både stumfilm og kunstfilm, og for unge holder Humlebæk Bibliotek filmquiz og pizzahygge. De musikinteresserede kan lytte til et musikalsk foredrag om Leonard Cohen, live jazz eller – for de små - en legende og lærerig ABC-koncert med Sille og Palle.

Igen i efteråret skaber biblioteket rum for sociale fællesskaber. Vær med i en læseklub eller samtalesalon, syng dagen ind med morgensang, tag familien med til brætspil og aftensmad eller kig forbi de forskellige caféer og interessefællesskaber, som bibliotekerne lægger hus til.

Læs mere om alle arrangementerne i det trykte program eller under Det sker, hvor du også kan tilmelde dig.