Artikel - Nyhed

Vær sammen om litteraturen på biblioteket

Fredensborg Bibliotekerne byder i foråret på læseklubber for både dem, der selv vil læse, og dem der bare gerne vil have læst højt.

Af Fredensborg Bibliotekerne

Læsning kan være en ensom fornøjelse, men sådan behøver det ikke være. Fredensborg Bibliotekerne tilbyder i foråret flere forskellige fællesskaber omkring læsning og litteratur.

25. februar klokken 10-11 har læseklubben ”I haven” premiere på Fredensborg Bibliotek. Her skal man læse bøger, som på den ene eller anden måde har haver som omdrejningspunkt. Første bog er ’Elizabeth og den tyske have’ af Elizabeth von Arnim, som man skal have læst til den første af i alt tre mødedage i foråret.

Kniber det med tiden til selv at læse, tilbyder Fredensborg Bibliotekerne også læseklubber uden forberedelse. Fire gange i foråret kan man således komme til ”Højtlæsning & samtale”. Her vil en af bibliotekets uddannede læseguider læse en novelle eller digt højt, som man derefter kan snakke om i fællesskab. Første gang er 25. februar klokken 13-14.30 på Humlebæk Bibliotek.

Som noget nyt kan man også komme til ”Lyt & sysl”. Her skal man ikke selv sige noget, men blot sidde og lytte til højtlæsning og arbejde med sit håndarbejde eller anden syssel undervejs. Dette er dog ikke et krav. Man kan også nøjes med bare at lytte. Det kan man gøre første gang 20. marts klokken 16-17 på Fredensborg Bibliotek.

Alle læseklubberne er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeldingen kan ske via Det sker.