Læs med en læsehund
Er læsning svært, og er den daglige læsetræning blevet en sur pligt? Så kan et forløb hos en læsehund være vejen til mere læseglæde og selvtillid.

Hvad er en læsehund?
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der lytter tålmodigt og interesseret til de bøger, som barnet læser. En læsehund har fuld fokus på barnet og hverken retter eller dømmer, hvis barnet læser forkert. På den måde er læsehunden med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, der resulterer i øget læselyst og selvtillid.
Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse. Det er børn, der har knækket læsekoden, men er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.
Læseteamet (hund og ejer) godkendes og certificeres til opgaven. De arbejder frivilligt på biblioteker og skoler, hvor de mødes med barnet.
Hvordan foregår det?
Vi mødes en gang om ugen på biblioteket, i en lille hyggelig læsekrog hvor vi kan sidde uforstyrret. Barnet læser højt for læsehunden i 20-30 minutter, og bagefter er der tid til at lege med hunden og give den godbidder. Et læseforløb varer typisk seks uger og som afslutning på et læseforløb modtager barnet et diplom med et foto af sig selv og læsehunden som anerkendelse af indsatsen.
Forløbene afsættes efter først til mølle princippet, men det er muligt at blive skrevet på en venteliste.
Læs med Zeus
Zeus er en glad og nysgerrig cockerspaniel, som elsker at lytte til spændende historier og hygger sig, når han får lov at læse sammen med børn. Sammen med sin menneskemor, Tine, kommer Zeus på Fredensborg Bibliotek og møder børn, der har brug for lidt ekstra læselyst.
Er du interesseret i at høre mere om et læseforløb med Zeus?
Så skriv en mail til Anne, børnekulturformidler på Fredensborg Bibliotek: ankan@fredensborg.dk

Læs med Esther
Mød Esther – en sød og rolig schæferhund, der elsker hyggelige historier og at blive nusset bag ørerne. Hun kommer tit på biblioteket sammen med hundemor, Winnie, og glæder sig til at møde nye læsevenner!
Er du interesseret i at høre mere om et læseforløb med Esther?
Så skriv en mail til Nynne, børnekulturformidler på Humlebæk Bibliotek: nyja@fredensborg.dk

Læs med Herman
Herman er en godmodig og rolig golden retriever. Han elsker at lege og kan også godt være lidt fjollet, måske fordi han endnu kun er lige knap 3 år. Han elsker børn, gulerødder, og at komme på biblioteket sammen med sin hundefar Peter.
Er du interesseret i at høre mere om et læseforløb med Herman?
Så skriv en mail til Ninna, børnekulturformidler på Nivå Bibliotek: nibh@fredensborg.dk