Bibliotekstilbud til mellemtrinnet
På denne side kan du finde vores bibliotekstilbud til kommunens 4.-6. klasser. Bemærk at det kun er lærere, som kan foretage tilmelding på vegne af en klasse.
Booktalk – sæt gang i læselysten!
Ved en booktalk præsenterer vi de nyeste og bedste titler på hylden,
målrettet jeres elevers årgang og læseniveau. Eleverne møder engagerede
læserollemodeller, som kan give inspiration til lystlæsning i både skoletid og
fritid.
Vi kan tilpasse booktalk'en til jeres elevers læseniveau og interesser.
Sæt gerne efterfølgende tid af til at låne bøger med hjem.
Klassetrin: 4.-6. klasse.
Læringsmål: Læselyst, læsemotivation, inspiration til læsning.
Varighed: 30 min.
Sted: Biblioteket.
Booktasting – smag på bøgerne
Kan man dømme en bog på dens forside? Har man smagt nok på en bog efter
at have læst 10 sider? Eller skal man have desserten med for at blive helt mæt?
Til vores Booktasting prøver vi at gnaske os igennem bøgerne og sætte ord på,
hvad der smager godt og hvorfor. Vi præsenterer de nyeste og mest delikate
titler på hylden. Vi tilrettelægger gerne emner og læseniveau efter klassens
behov.
Sæt gerne efterfølgende tid af til at låne bøger med hjem.
Klassetrin: 4.-6. klasse.
Læringsmål: Læselyst, læsemotivation, inspiration til læsning.
Varighed: 1 time.
Sted: Biblioteket.
Læseklasser – et årsforløb
Læseklasser er et tilbud, hvor skoleklasser får muligheden for at få et hav af inspiration, boganbefalinger, læsetips og små læseudfordringer gennem et helt skoleår. Den enkelte læseklasse bliver koblet til en fast børnekulturformidler, som står for spændende aktiviteter, samt sender inspiration og materialer til klassen gennem hele skoleåret.
Eleverne skal på forhånd være oprettede som lånere. Oprettelse kan ske via hjemmesiden under 'Ny bruger'.
Klassetrin: 5. klasse.
Læringsmål: Læselyst, læsemotivation, inspiration til læsning.
Sted: Vi mødes 3 gange årligt, to gange på biblioteket, en gang
på skolen.
Smart Parat Svar! - Aflyst
Biblioteket bag Smart Parat Svar konkurrencen har desværre ikke længere resurserne til at fortsætte. Vi er derfor kede af at se det udgå fra vores skoletilbud.
Vi takker for deltagelse fra skolerne i Fredensborg Kommune gennem årene, der gang på gang har imponeret os med jeres kloge elever.
Vi håber at se jer på biblioteket eller til nogen af vores andre tilbud.
Graphic novels – et kreativt møde med litteraturen
Lad eleverne læse og kreere grafiske fortællinger, når vi dykker ned i graphic novel-genren, som har fart på disse år. Vi tilbyder her en levende og kreativ indføring i arbejdet med bøgerne og deres særlige visuelle udtryk. I arbejdet præsenteres eleverne for nyeste grafiske litteratur og de inspireres til ny læsning. Vi begynder med fælles læsning af et udsnit af forskellige graphic novels, hvor vi ser på, hvordan tekst og billeder spiller sammen. Bagefter skal vi fra de professionelle værker til at arbejde med eget handlingsforløb, layout, billede og stil. Dagen afsluttes med en lille fernisering af værkerne.
OBS: Udbydes fra januar 2025.
Klassetrin: Fra 5. klasse
Fag: Dansk, billedkunst
Læringsmål: Læselyst, inspiration til læsning, samarbejde, kreative og skabende processer, visuel fremstilling, multimodale tekster.
Tid og sted: Mindst 2 timer, Biblioteket
Bliv klogere på din lokale historie
Med udgangspunkt i skolen og elevernes nærområde går vi på opdagelse efter spor af historien. Hvorfor hedder det Brønsholmdalsvej? Hvad er Lergravene egentlig for noget og hvad med Ringovnen? Hvem var Bournonville? Hvordan ser husene omkring stationen ud og har skolerne altid ligget der, hvor de ligger nu? Og hvor længe har der egentlig boet
mennesker her, hvor vi bor? Undervejs taler vi om, hvad historie er og hvorfor vi bevarer gamle huse i byerne, gemmer bøger og tekster i arkiver og på biblioteker og ting på museerne. Efter vandringen har eleverne fået kendskab til og lært at bruge historiske spor i lokalområdet til at fortælle om fortiden og kan selv identificere historiske spor.
Klassetrin: 4.-6. klasse
Fag: Historie, dansk
Læringsmål: Lokalhistorie, historiske fortællinger, historisk bevidsthed, identifikation af historiske spor.
Tid og sted: Jeres skole er udgangspunktet for vandringen som varer ca. 1 time.