Den litterære udstilling “Børnene fra Sølvgade” flytter ind på Fredensborg Bibliotek
I de næste måneder kan børn glæde sig over en ny legeudstilling på Fredensborg Bibliotek baseret på børnebogen ’Børnene fra Sølvgade’.
Af kaan

Normalt finder man Sølvgade i København, men i de næste måneder er Sølvgade blevet en del af Fredensborg Bibliotek. Her kan besøgende frem til januar opleve en ny legeudstilling, som tager udgangspunkt i Renée Toft Simonsen populære børnebog ’Børnene fra Sølvgade’. Udstillingen består af en lille kopi af den lejlighed, som romanens hovedpersoner bor i for sig selv, efter at deres mor er forsvundet.
Legeudstillingen, hvor børn kan gå på opdagelse i de forskellige rum, finde citater på planter, vægge og i flaskeposter, og klæde sig ud i tøj fra klædeskabet, åbner op for en snak om familie, hemmeligheder, savn, identitet og det at føle sig anderledes. Efter legen kan man låne et af de mange ekstra eksemplarer af ’Børnene fra Sølvgade’ med hjem, som biblioteket stiller til rådighed.
Legeudstillingen er udviklet af konceptet Fang Fortællingen, som er en samling litterære legeudstillinger for børn, skabt af danske folkebiblioteker i samarbejde med professionelle udstillingsdesignere. Tidligere har Fredensborg Bibliotekerne haft meget populære legeudstillinger baseret på bøgerne ’Hr. Struganoff’, ’Kaskelotternes sang’ og ’Garmanns hemmelighed’.
Udstillingen, som har de 6-12-årige som målgruppe, kan ses og benyttes frem til 26. januar 2026. Dog vil den kortvarigt være væk i perioden 4.-11. november.