Flere af Fredensborgs børn og børnefamilier bruger biblioteket
De seneste 1½ år har Fredensborg Bibliotekerne kunnet se en markant stigning i udlånet af børnebøger.
Af admin
Fredensborg Bibliotekerne går sommeren i møde med det glade budskab, at flere og flere af Fredensborgs børn og børnefamilier låner børnebøger på biblioteket. Udlånstallene for de tre biblioteker i kommunen viser en tydelig tendens. Alene fra 2022 til 2023 steg udlånet af børnebøger med 14,6%. Og udlånsstigningen fortsætter i 2024, hvor starten af året har vist en yderligere stigning på 15% sammenlignet med samme periode sidste år.
”Efter den seneste PIRLS, der viser, at danske børns læsekompetencer falder, at danske skoleelever læser mindre, og at færre elever kan lide at læse, er vi rigtigt glade for, at børn og deres familier i Fredensborg har fokus på at bruge biblioteket for på den måde at skærpe børnenes appetit på bøger og lystlæsning” fortæller bibliotekschef Tania Schwartz. ”Vi har gennem de seneste 2-3 år arbejdet med en skærpet indsats i forhold til børnefamilierne, og det er dejligt at se, at det nu bærer frugt”.
Fredensborg Bibliotekerne arbejder videre med indsatsen, så den positive tendens forhåbentligt fortsætter. Bl.a. i den kommende sommerferie, hvor biblioteket igen i år har kampagnen Sommerbogen for børn og unge mellem 6 og 15 år, hvor man ved at løse forskellige læseudfordringer kan gøre sig fortjent til en is på det lokale bibliotek og samtidig være med i en landsdækkende konkurrence om at få lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.