Kom til Pokémon-dag på biblioteket
Lørdag 22. februar kan man jagte Pokémon på Fredensborg Bibliotek og møde ejeren af en af verdens største samlinger af Pokémon-kort.
Af Fredensborg Bibliotekerne
Pokémon-fans kan godt begynde at glæde sig. Lørdag 22. februar klokken 10-12.30 kan man komme til Pokémon-dag på Fredensborg Bibliotek med sjove Pokémon-aktiviteter. Her kan man blandt andet møde Jens Ishøy Prehn, som sammen med sin bror i 2022 kom i Guinness World Records som indehaver af verdens største samling af Pokémon-kort. Jens Ishøy Prehn vil lære alle interesserede at spille med Pokémon-kort og give tips til, hvordan man kender forskel på ægte og falske kort.
Ud over at møde Jens Ishøy Prehn vil der være mulighed for at gå på jagt efter Pokémon på biblioteket, tegne og farvelægge Pokémon, spille Pokémon memory, sætte halen på Pikachu og meget mere.
Arrangementet er for Pokémon-fans i alle aldre, men man skal hente en gratis billet.
Pokémon er et japansk fænomen med små farverige monstre som omdrejningspunkt. Pokémon blev skab i 1996 som en form for rollespil og har siden udviklet sig til kortspil, mobilspil, film, tegneserier, legetøj og meget mere og med millioner af både små og store fans verden over.